Lyset

Vi vendelboer synes jo vores landsdel er helt unik og noget ganske særligt. En følelse alle nok har med deres hjemstavn.
Vi oplever ofte fantastisk himmel, skyer og lys her på ejendommen. I kraft af at Gjønderupgaard ligger en anelse højere i det flade landskab omkring os, så passerer skyerne mv. ofte os med et spektakulære himmelsyn til følge. Andre gange samler de sig lige nøjagtig hvor vi bor.
Her er en lille samling af vejr- og naturbilleder omkring os...

Sommernat // Poul Anker Bech

“Sommernat” er malet i 2003 af den anerkendte kunster Poul Anker Bech.

Vi blev først bekendt med netop dette maleri for nogle år siden. Bech fremstillede i sin kunst ofte den nære omverden i form af en enkelt græs- eller kornmark, gerne med den dertilhørende gård i baggrunden. En kulisse der optræder på mange af Bechs værker. Bech var selv født og opvokset på en vendsysselsk bondegård. Han boede til sin død i ganske kort afstand fra vores gård. Fra Bechs daværende bopæl kan vores ladetag netop ses fra den vinkel. Vi er ikke i tvivl om, at det er vores ladetag aftensolen rammer. Ligeledes var gården fortsat firelænget dengang.

...om maleriet

Bech yndede at bruge “lokale” rekvisitter i sin kunst. Den forladte campingvogn, transformatorstationen eller de efterladte langbrugsredskaber i markens afkrog. Rekvisitter, som de lokalkendte på egnen godt kendte lokationen på.

I Bechs kunst afspejles ofte landbruget, med henvisning til den enkeltes lod i tilværelsen i den nære omverden. En sommernat er en del af Poul Anker Bechs tredelte værk, som ejes af Randers Kunstmuseum. Det tabte land. Om billedet her skriver Randers Kunstmuseum følgende.

Billedet præsenterer et typisk dansk sommerlandskab, der i højre billedside “svæver” foran og delvist hen over det gabende åbne himmelrums skyer. Landskabet består nærmest betragteren af et stykke flad græsmark med en gruppe mennesker siddende omkring et bål og et par rygvendt stående får lidt længere borte. I baggrunden mod højre træder den hvidkalkede gavl og et sporadisk rustangrebet bliktag på en firlænget gårds staldbygning lysende frem. Bag staldbygningen rager gårdens stuehus op med sit lysende røde tegltag. Over gården aftegner en bleg, hvidlig måne sig mod den blå himmel. Scenen udspiller sig antagelig i timen efter solnedgang, dvs. på tærsklen til en af disse lyse sommernætter, hvor dag og nat går i ét og nattemørket aldrig falder på. Med milde danske sommerfarver og sin idylliske fredfyldthed er billedets stemning på den ene side uendelig harmonisk og betryggende, men samtidig også farefuldt og dybt foruroligende i kraft af sin surrealistiske iscenesættelse, der vidner om en delt og truet verden. Situationen er dermed særdeles tvetydig, og sommernatsidyllen på landet ses med Bechs øjne, som “en saga blot”, der bidrager til opfattelsen af nutidens syn om landbrugslandet ”det tabte land”.

Vi tror på dansk landbrug fortsat har en stor betydning for dansk erhverv i fremtiden. Dermed at Bech forudsigelser fra 2003 “om en saga blot” ikke vil holde stik. Men maleriet rammer uden tvivl plet mht. det delte samfundssyn på landbrugslandet. 

Besøg Randers Kunstmuseum for at se maleriet “live”.